“Hvad gør i når katten dør?“

“Hvad gør i når katten dør?” 

Utroligt nok, er dette spørgsmål, det mest spurgte spørgsmål vi får fra mennesker vi møder i Danmark! 

Vi kan gå en tur i København, blive stoppet af en Monty fan som vil have en selfie, hvilket vi synes er virkelig hyggeligt og sjovt, men ligeså snart vi begynder at samtale er det 99% sikkert, at der bliver spurgt følgende; “Hvad gør i egentlig når katten (eller Monty) dør?” 

Hvad er dog det for et spørgsmål?!!

Det er så sindsygt grænseoverskridende og pisse hamrende negativt og direkte ubehageligt, for at sige det ligeud!

For os, er Monty og Molly vores børn og ja, vi ved da godt at statistisk set bliver de måske omkring 13-20 år og forhåbentlig meget ældre (verdens ældste kat blev 38!). Derfor overlever vi dem og vi er også udmærket klar over, at det er katte og ikke mennesker, men det ændre ikke på, at vi føler ubetinget kærlighed til dem begge to og at vi vil gøre alt for, at gøre dem glade! Vi får så meget kærlighed og hengivenhed retur og nu BEHØVER alle mennesker jo ikke at få menneske børn! 

Vi lever i en tid, hvor du kan være lige det du ønsker at være, familier bliver sammensat på mange forskellige måder og der skal være plads til alle. Med det sagt, vil jeg sige, at Monty og Molly er vores børn og dette lyder måske hårdt, men næste gang jeg bliver spurgt, “Hvad gør i egentlig når katten(e) (eller Monty) dør?”, går jeg amok! 

Hvis du ønsker at vide, hvad vores plan er i forhold til vores virksomhed, så tænk lige over følgende INDEN du spørger indtil det; er vi tætte venner, hvad får du ud af at spørge, kan du egentlig tillade dig at spørge indtil så privat en ting som planerne for vores virksomhed? Hvis svaret er nej bare én gang, så lad være at spørge. Helt simpelt, lad være…

Vi ønsker at sprede glæde og positivt fokus på det uperfekte og derfor elsker vi at blive mødt med smil og glæde og vi giver glædeligt selfies og vi elsker desuden at se billeder og videoer af andres dyre-børn. Spørgsmål omkring Monty og Molly er også altid velkomne. Fx bliver vi ofte spurgt om “hvordan kan i mærke på Monty og Molly at de har “katte down syndrome”. Vi ønsker at sprede budskabet om kærligheden til det unikke og anderledes og især internatsdyrene, hvor rigtig mange med specielle behov, bliver overset. Så spørg endelig! 🙂

Jeg ved at jeg lyder som en sur gammel kælling med dette indlæg og det er jeg bare slet ikke normalt, men jeg er bare så træt og ked af det samme ubehagelige spørgsmål igen og igen. Vi bliver mindet om i tide og utide, at vores børn er katte børn og at de skal herfra før os. Monty er 9 år og hverken Michael eller jeg, har lyst til at gå og tænke på alder. Vi nyder vores tid sammen i stedet for. 

Har i en plan for fremtiden?

Ja, selvfølgelig har vi en plan for fremtiden. Det har alle med en virksomhed forhåbentlig.. Men har vi lyst til at gå i detaljer om, hvad vi gør den dag kattene ikke er her mere? Svaret er nej. Virksomhedsplaner og “worst case” er noget vi har talt om for mange år siden med hinanden og med vores tætte venner og familie. 

Molly som backup!?

Efter vi har adopteret Molly, har vi så hørt virkelig mange kommentarer som “Det var smart, for så har i en backup kat til når Monty dør”. Vi kigger hver eneste gang på hinanden og jeg kan se på Michael, at han liige skal trække vejret en ekstra gang. For vi adopterede altså ikke Molly for at have en “backup kat”! OMG! For real en klam kommentar altså! Vi adopterede Molly i håb om, at Monty ville acceptere hende, når nu de har samme kromosomfejl. Monty kan jo ikke lide andre katte, men han vil så gerne lege og det er tydeligt, at han ville elske at have en han kan lege fangeleg med og det har han så heldigvis fået i fjollede lille Molly.

Vi så Molly som en plejekat i starten, fordi vi var nød til at være sikre på, at Monty og Molly overhovedet kunne komme til at kunne lide hinanden. Hvis Monty (eller Molly for den sags skyld), efter 3 måneder ikke kunne udstå synet af hinanden, ville vi finde et andet hjem til hende. Heldigvis viste vores antagelser at have ret. Monty elsker at lege med Molly og Molly forguder vitterligt Monty. Hun er hele tiden hvor han er, hun elsker at lege med ham og hun er udmærket klar over, at det er Monty som bestemmer. De er gode til at trække sig og de er rigtig gode til at fjolle rundt sammen. Monty er livet helt op, efter Molly er kommet ind i billedet.

Så nej, vi har ikke adopteret Molly som en backup!!

Hvad bliver i spurgt om i udlandet?

Når vi fx er i USA, er de spørgsmål vi bliver spurgt om “Hvor har i adopteret Monty fra?”, “Hvordan fandt i på hans navn?” og “Hvordan startede hele Monty universet?” og så ellers bare kærlige kommentarer.

Ingen af os kan mindes, at vi nogen sinde har hørt sætningen “Hvad gør i egentlig når katten dør?”, af mennesker i andre lande end Danmark.

Dette skyldes jo nok, at vi i Danmark bliver opflasket med, at vi helst ikke skal tage for mange chancer, men i stedet for, tage en uddannelse, så vi kan få et fast job og derved have sikkerhed.

Det er også virkelig godt, for det gør jo netop, at vores samfund kan køre og vi b.la ikke har så mange arbejdsløse og hjemløse som de fx har i USA, men det betyder også bare, at når så mennesker tager en chance og falder udenfor denne her “sikkerheds mentalitet”, bliver der stillet så utroligt mange spørgsmålstegn ved dette og havde det nu bare været spørgsmål som var til ting og ikke spørgsmål omkring dem, vi har så meget kærlighed til, var det meget nemmere at deale med. 

Jeg er jo udmærket godt klar over, at folk ikke spørger for at være tarvelige. De spørger fordi det er et helt realt spørgsmål. For hvad ville vi egentlig gøre, hvis nu Monty ikke var her i morgen? Men fordi vi har så uendelig meget kærlighed til den lille fyr, er det umuligt for os, ikke at tage skide personligt! Der bliver jo spurgt følgende i vores hoveder “Hvad gør i når jeres BARN dør” og ikke “Hvad er jeres forretningsplaner i forhold til virksomheden, hvis Monty ikke længere har hovedrollen på jeres kanaler”. Der er KÆMPE forskel på dette, selvom det er samme spørgsmål. Det ene spørgsmål handler for os om, hvordan vi skal takle rent personligt at Monty går bort og det andet er baseret på virksomheden..

Hold op det blev langt dette indlæg. Sorry. Jeg tænkte bare at det var på tide, at jeg kom ud med det, og så er det også et håb om, at det kan give bedre forståelse og ikke mindst forståelse for, hvis jeg pludselig flipper ud næste gang vi bliver spurgt om hvad vi gør, når vores katte dør…

 

 

3 thoughts on ““Hvad gør i når katten dør?“

  1. Hej begge 💚💚

    Jeg forstår dig/jer FULDSTÆNDIG og hvor eŕ det et reelt billede du maler når du beskriver forskellen på spørgsmålene fra USA og DK.
    Og jeg tænker simpelthen at du forhåbentlig får folk til liiiige at tænke sig om før de spørger.
    Jeg nyder hvert fald at se den åbenlyse kærlighed både Monty og Molly får fra jer og hvor meget I selv får tilbage fra dem, så keep doing YOU, coz’ YOU is just FINE 💚💚💚💚

  2. Då min hankat mit barn måtte aflives pga der ikke var meget og gøre. Fortalte jeg folk at jeg havde betalt alt det krævede hvis jeg havde pengene og at han ikke havde haft så meget gigt i bagbenene. Han blev 14 år. folk sagde jeg havde bare skudt lortet. Det er jo bare en kat.
    For 10 år siden røg han ud fra 3 sal. På det tidspunkt passede jeg ham bare. Jeg betalte 10.000kr af egen lomme. Ejeren havde ikke pengene. Dyrlægen krævede ikke penge for hans job. Då han var så overraskede over jeg ville betal for en kat der ikk var min. 2 år efter blev han min kat første gang nogensinde jeg ubetinget har elsket et levende væsen. Og han var min barn. Det er 2 år siden snart. Og jeg savner ham hver dag. Idag har vi 3 katte og en hund

  3. Godt skrevet, Mikala! Det er meget oprørende at folk tillader sig at spørge om dette. Og som udenlandsdansker i Los Angeles har du fuldstændig ret i at folk her ville aldrig stille disse spørgsmål. I gør et fantastisk job med jeres kattebørn og verden elsker Monty og Molly. Keep on going!

Leave a Reply